Historier og billeder fra hverdagen på Anholt
Det må være det gode liv

Det må være det gode liv

Af Caroline Sandø

Jeg var lidt nervøs, da jeg mandag morgen satte mig ind i vores bil i København.

Traileren var pakket med babyseng, tøj, legetøj, bøger og mit liv de kommende tre måneder.

Jeg var godt klar over at vi havde fået en unik mulighed. En mulighed givet til os af to fantastiske mennesker, som udover deres eget helårshus på øen, også havde et skønt sommerhus på Anholt.

De havde givet os lov til at låne sommerhuset, og derved få chancen for at stoppe og trække vejret midt i vores storbyliv, der primært bestod af børnehaveaflevering og -hentning, arbejde, madlavning og pligtbaserede barselsaftaler.

Men havde jeg egentlig overhovedet lyst til at stoppe og trække vejret?

Havde jeg lyst til at flytte væk fra mit elskede københavn i tre måneder og bo i et sommerhus på en lille ø, hvor jeg kun kendte de to mennesker udover min kæreste og vores to piger.

Var jeg blevet for opsat på at Anders og jeg bare skulle have noget barsel sammen, koste hvad det ville. Selv min Københavnske frihed..

Tænk hvis jeg hadede det.. Hvis det eneste jeg kunne tænke på i tre måneder var at komme hjem igen.

Jeg sad der i bilen og kiggede på Anders, der smilede bekymringsfrit, og mine tanker begyndte at kredse om hans nyerhvervede fiskegrej og guitaren, som han havde erklæret, at han ville bruge tid på at forbedre sine evner til at spille på, og jeg blev endnu mere nervøs. For jeg har ingen hobbyer, jeg gider ikke fiske, jeg gider ikke spille guitar, jeg gider ikke lære at strikke eller male akvarel. Og hvad fanden laver man så på en ø?

Mailen fra børnehaven gjorde mig kortvarigt tryg:

“Tiden nærmer sig og vi glæder os til at se jer. Hvornår regner i med at Alberte starter i Anholt Børnehave?”

Det var en sød mail tænkte jeg og svarede: “Onsdag”. Og blev igen nervøs..

Hvad nu hvis der ikke var nogle, der gad at lege med Alberte?

Hvad nu hvis hun faldt helt udenfor, og alle de andre børn kunne kravle enormt højt i træer og ikke var bange for fugle, katte, hunde og endda myrer, som vores stenbros-pige jo var..

Det blev onsdag og alle mine bekymringer blev gjort til skamme i løbet af det første minut.

Pædagogerne Jakob og Mia havde sørget for den varmeste velkomst et barn og en mor kunne ønske sig. Velkomsthilsen på den sorte tavle på indgangsdøren, garderobeplads med navn, egen tandbørste, håndklæde og krus og ikke mindst store varme smil.

Og vores store pige faldt ikke udenfor. Tværtimod. Hun blev taget imod af de mest kærlige og inviterende børn og forældre, og allerede fredag aften befandt jeg mig alene i sommerhusets stue; Coco lå og sov i soveværelset og Alberte og Anders var til tøseaften hos Signe og Jakob sammen med alle de andre fra børnehaven.

Alberte kom hjem med sin mave fuld af slik og Anders med sin fuld af gin og fortalte om søde børn, disneysjov og gode forældre. Og jeg blev glad helt ned i maven.

Som dagene gik begyndte de der grå tanker lige så stille at fordufte.

Vi var bare glade og trygge.

Jeg selv udvidede mine løbeture og derved mine løberuter, jeg opdagede at det at bruge halvanden time på at lave morgenmad og yderligere halvanden time på at spise den, sagtens kunne betegnes som værende en hobby.

Jeg løftede hagen og kiggede ud på noget af den smukkeste natur, jeg har set og fandt ud af at iskoldt og helt rent rindende vand fra hanen faktisk har sin egen duft.

De mennesker, der omgav os på denne her lille ø var nogle af de mest åbne, betænksomme og inkluderende mennesker, jeg havde mødt i mit liv, og jeg kunne mærke, at jeg faktisk trak vejret dybere og mere ægte, end jeg havde gjort i meget meget lang tid.

Og nu sneg sig en ny bekymring ind: tænk hvis jeg ikke ville tilbage til København igen?

Det blev Anders’ fødselsdag og Jakob kom på besøg efter maden og drak en øl. For det gør man bare herovre. Ikke alle de aftaler, ikke en masse praktik og noter, der skal skrives i kalenderen, man kommer bare forbi og drikker en øl. Det var en stjerneklar himmel, men Anders og jeg havde siddet under lune tæpper på vores overdækkede terrasse og ikke lige fået kigget op. Efter vi havde rost Anholts natur ustyrlig meget, sagde Jakob på sin drevne nordjyske facon: “Jamen, vi har også mange stjerner herovre, det er somt også flot..”

Og vi fik kigget op, og stjernerne faldt lige ned i hovederne på os. Det var ikke en overdrivelse, der var stjerner overalt, det er ét af de smukkeste og mest uforglemmelige syn, jeg nogensinde har set.

Anholt er unik, det er ingen overdrivelse.

Et unikt sted i Danmark, som jeg håber aldrig bliver spoleret. At øen får lov at leve sit eget stille liv, med mennesker, der holder af den, og gerne vil passe på den.

Der er intet smukkere end at stå på Vesterstrand og kigge ud over den uspolerede og mange meter bredde sandstrand, gå på Nordbjerg og kigge ud over det blå vand, stå i toppen af Fyret og kigge ud over denne her lille ø, der rummer så ubeskrivelig meget skønhed på så utrolig få kvadratkilometer.

Vi har været her i over 2 måneder nu og rejser hjem om 3 uger.

Vores ældste datter er lykkelig.

Hun har veninder, legeaftaler om eftermiddagen, fodboldtræning hver tirsdag, hun hilser på alle hun kommer forbi, og hun bliver bedre til at cykle, for hver dag der går.

Hun aer fremmede katte på vejen og råber: “hej hej lille hund” hver gang vi går forbi lægens hus, hvor hunden gør højt og insisterende på den der glade hunde-måde til alle forbipasserende.

Hun er ikke bange for noget, hun er ikke vattet, hun er derimod selvstændig, handlekraftig, sjov og viljestærk.

Det er som om at alle de forcer, som indtil nu har ligget lidt skjult i hende, har fået lov at leve og komme op til overfladen her på Anholt.

Vores yngste datter har lært at kravle og er en glad, dejlig pige med evigt røde kinder og små brune hænder.

Anders er en helt igennem tilfreds mand. Hans produktionsleder-hjerne har fået fri, og hans hænder har fået lov til at tage styringen og fælde træer med motorsav, fiske på smukke, mennesketomme strande om aftenen og øve guitar-skalaer i de lange, dovne og helt uundværlige weekendmorgener.

Jeg selv føler mig stærk. Fysisk stærk, fordi jeg har haft mulighed for at komme i mit livs form ved de mange løbeture og træningen, men også psykisk stærk, fordi jeg har fundet ud af, at det er muligt for mig at leve et helt stille og roligt og simpelt liv, hvor muligheden for at købe nogetsomhelst efter kl. 18 ikke eksisterer og min daglige dosis af overdrevet dyr to-go caffe latte, er blevet erstattet af neskaffe, og jeg savner intet af det.

Jeg savner ikke min dyre kaffe eller rugbrødsbollen med ost fra Lagkagehuset, jeg har ikke behov for at købe alt muligt, hver gang jeg træder ud af min hoveddør. Jeg bliver ikke lykkeligere af 24 timer i døgnet at have muligheden for at gå i Bilka og købe et fladskærms-tv eller take-away mad fra samtlige af verdens køkkener inden for en radius af en kilometer fra mit hjem. Tanken om alle de fristelser begynder at stresse mig nu. Jeg tror, at livet herovre har lært mig at tøjle den stress og tøjle tanken om fristelserne. Ingen mennesker har akut behov for at købe hvedemel i Netto kl. 23.30. Heller ikke mig.

Heller ikke selvom jeg kan.

Jeg elsker det her liv, jeg elsker denne her ø, men jeg elsker også København.

Jeg ville aldrig bytte de her tre måneder med noget, for jeg har givet mit til tider bekymringsfyldte hoved helt fri.

Følelsen af ultimativ frihed fandt jeg for kort tid siden, da jeg efter en 15 kilometer lang løbetur, løb ud på Vesterstrand, smed alt tøjet og badede i det kolde hav.

Men følelsen af ultimativ lykke har jeg fundet ud af, er når jeg er hjemme i København omgivet af Anders, vores piger, mine søstre, nevøer, niecer, forældre og mine bedste veninder.

Og derfor kan Anholt aldrig blive mit hjem, og derfor kommer livet her på øen ikke til at blive vores.

Men får vi mulighed for at pakke en taske og hive nogle måneder ud af kalenderen igen på et andet tidspunkt, vil jeg ikke tøve et eneste sekund med at tage færgen herover, for det her liv er helt klart et godt liv.

Fakta:

Anders (35)

Caroline (30)

Alberte (4)

Coco (10 måneder)

Bor til daglig på Amager i København, hvor Anders er produktionsleder på et TV-selskab og Caroline snart er færdiguddannet journalist.

Har som del af barsel taget tre måneder til Anholt.

Læs mere om Prøv en ø her

Del på Facebook

og vær med til at sprede vores historier