Historier og billeder fra hverdagen på Anholt
Mit liv på Anholt

Mit liv på Anholt

albertine1”Hej! Jeg hedder Albertine, og jeg kommer fra Anholt, som er en ø…”

Jeg kom til verden for 20 år siden til et liv, som jeg ikke kunne ønske mig bedre. Mine forældre har begge, igennem generationer, tilknytning til øen, og jeg kan af den grund kalde mig for anholter. Jeg var mine forældres første barn, jeg var omringet af mennesker, kærlighed og konstant opmærksomhed.

Jeg voksede op i trygge rammer og omringet af familie. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg kunne løbe fra mormor og bedstefar, til den ene eller anden oldefar, for så at løbe tilbage og slutte af med at besøge min farmor. Jeg sov trygt til middag hos min mormor som 1-2 årig og vågnede op til kaffetid og underholdt øens ældre beboere, der var på besøg.

Dette var den første fase i min trygge barndom. Senere fulgte tre vilde, men søde brødre Carl Emil 17 år, Sophus 14 år og elskede Hans på 7 år, som jeg holder af at forkæle, når jeg kan.

albertine2

I takt med at jeg blev ældre og mere sikker på benene, kunne jeg for alvor udforske øen. Jeg kunne løbe imellem husene, bygge huler med mine venner i nedlagte skure, tage på udflugter i Ørkenen og i det hele taget benytte mig af de mange muligheder for leg, som øen er ideel til. Jeg voksede op midt i naturen, på en ø, midt i Kattegat. Jeg blev ældre og derfor også mere selvstændig. Jeg fik overtalt mine forældre til at få kaniner, hvilket udviklede sig til snart 51 vilde udbryder-kaniner, som holdt af øens mange køkkenhaver. Ups…

Jeg startede i skole, og jeg nød det. Jeg holdt af at lære nyt og især kunstnerisk.

Der var ikke noget bedre end de fem gange om året, hvor skolens tilknyttede musiklærer kom til øen og underviste. Jeg begyndte at elske musik!albertine3

Skolen var lille, men den fungerede. Vi var højst 25 børn fordelt i alderen 6 – 16 år. Jeg tænker virkelig tilbage på det sammenhold, som alle vi børn havde.

Selv havde jeg to jævnaldrende veninder, som jeg kunne lege med.

Som øens gang nu engang går, så flyttede folk og nye kom til. På det tidspunkt flyttede min gode og jævnaldrende veninde Selma.

Heldigvis bliver man som ø-barn tæt knyttet til mange af de tilbagevendende feriegæster. Jeg så derfor altid frem til skoleferierne, hvor min veninde Sophia besøgte sine bedsteforældre på øen.

Jeg startede i 8. klasse, ene pige i klassen med frem yngre drenge heriblandt min egen bror i 6. klasse. Det var sjovt at gå i klassen, men til tider også svært. Jeg blev en drengepige og tog del i drengehumoren. Det manglende pigeselskab bevirkede, at jeg brugte meget fritid for mig selv. Jeg begyndte at dyrke meget motion og løbe struktureret, hvilket medførte, at jeg i starten af 9. klasse stolt kunne løbe over målstregen, med min far, efter 21 km. til Anholt Maraton.

Efter 9. klasse startede jeg i 10. klasse på Mellerup musikefterskole. Det var et sandt Mekka for mig!

Jeg startede for første gang, i mit liv, i en klasse med 25 andre unge mennesker, som delte samme interesse som mig – musikken. Jeg præsenterede mig som ”hende fra øen Anholt”, da det var noget, jeg var stolt over. Alle var interesserede i øen, i dens virke og ikke mindst i mig. Jeg fik mig en stor vennekreds, især i Århusområdet, som jeg stadig ser til daglig. Jeg spillede musik konstant. Sang, spillede klaver, guitar og derudover begyndte jeg at spille trompet – det var fantastisk.

Alt efter efterskolen var planlagt – i hvert fald hvis man spurgte mine forældre. Grenå Gymnasium, for de har en kostafdeling, og det var super praktisk, når man kommer fra Anholt.

albertine4Men….

Langsomt som efterskoleåret nærmede sig slutningen, kunne jeg mærke, hvor meget vennerne, Århus og udfordringerne trak i mig og hvor lidt Grenå, kostafdeling og udkig til Anholtfærgen, fangede mig.

Et besøg på Egaa Gymnasium, tog det afgørende skridt. Jeg var ikke i tvivl, det var her, jeg skulle gå og bruge de næste tre år af mit liv. Jeg ringede til mine forældre og sagde: ”Hej, jeg har lige besluttet mig for, at jeg skal gå på Egaa Gymnasium. Farvel”. (Hvordan de lige reagerede og forholdt sig til det, må I spørge dem om, for jeg var af sted på vej mod et nyt eventyr)

Min efterskoleveninde Victoria og jeg fandt ud af, at vi skulle bo sammen i Århus C, og på den måde fik jeg sat mine forældre i skakmat (hvis de altså havde været i tvivl om min beslutning). De støttede mig i hvert fald i min beslutning, og jeg blev optaget på det eftertragtede Egaa Gymnasium.

Livet i Århus og starten på Egaa Gymnasium var et nyt kapitel i mit liv. Jeg præsenterede mig igen, som ”hende fra Anholt”, og alle kunne hurtigt genkende mig, selv lærerne vidste hurtigt, hvem jeg var. Jeg fik flere nye venner, og jeg kunne stadig se mine efterskolevenner så meget, som jeg ønskede.albertine5

Jeg blev hurtigt efter skolestart en del af skolens talentordning, da jeg tog til optagelsesprøve i et klassisk og rytmisk kor, hvor jeg blev optaget.

Efterskole og musik, Århus og musik. Masser af udfordringer og fede oplevelser. Jeg kunne mærke, hvor nemt det lige pludselig var at stå på egne ben. Den naturlige selvstændighed og disciplin, tror jeg, må stamme fra min trygge opvækst på Anholt

I dag bor jeg i min egen store 2 vær. lejlighed i Århus C, endnu en af mine mange ideer, som mine gode forældre har støttet mig i. Jeg går i 3. g på Egaa Gymnasium, hvor jeg studerer matematik, fysik, musik og kinesisk. Jeg nyder det hver dag.

Hver morgen cykler jeg til og fra skole, en skøn tur på 11 km hver vej. Jeg tænker tit over, hvor herligt jeg har det, og hvor stor en fordel det er for mig, at jeg er vokset op et sted som Anholt. Vi, som er opvokset på Anholt, har virkelig nogle grundlæggende værdier og kvaliteter, der er prisværdige at have med sig i bagagen.

albertine6

Jeg er stædig og målrettet, velfungerende og selvstændig (dog med mine forældre i baghånden) – nu også kinesisktalende. Jeg har i år været i Kina for første gang for at praktisere min udtale og opleve landet. Det var FANTASTISK!!

Derudover er jeg aktiv og fokuseret på at leve en sund hverdag og et oplevelsesrigt liv. Med svømmetræning, styrketræning, løbetræning og skønne oplevelser smelter det hele sammen til en højere og meningsfuld enhed, der bevirker, at jeg kan opnå de mål, jeg sætter mig for.

I september sidste år deltog jeg i Danmarks smukkeste marathonløb, Anholt Marathon, hvor jeg løb mit første hele marathon ud igennem den smukke Ørken. Det var en fantastisk oplevelse.

Jeg har mange planer for fremtiden. Til sommer siger jeg min lejlighed op i Århus C for at tage et sabbatår på Anholt i det fine hvide hus mine forældre har givet min bror og mig. Her skal jeg nyde tilværelsen, bygge på mit hus samt løbe en masse ture. Derefter håber jeg på at tage til Kina og undervise kinesiske børn i engelsk og samtidig praktisere mit eget kinesiske. Herefter er min plan at søge optagelse på Politiskolen i København.

albertine7Men hvem ved? Måske kan jeg nå at få mange sjove ideer, som kan føre til, at jeg ender et helt andet sted, hvor jeg også kan få en masse oplevelser.

Det, at vokse op et lille sted som Anholt, Danmarks mest isolerede ø, har givet mig fantastiske oplevelser og udfordringer, som jeg aldrig ville have været foruden.

Anholt er et fantastisk sted. Naturen og historien er vidunderlig.

Selvom jeg er overbevist om, at jeg ikke skal bo på Anholt i mit voksenliv, er jeg ikke i tvivl om, at Anholt er et sted, som jeg vil vende tilbage til, så tit jeg kan hele livet.

”Hej jeg hedder Albertine, og jeg kommer fra Anholt, som er en ø, der har gjort mig til den, jeg er i dag”.

albertine8

Del på Facebook

og vær med til at sprede vores historier